Fotograf: Lars Grunwald

Vi har spurgt en række kendisser, hvilke uforglemmelige øjeblikke de har haft på et vandrerhjem.

Første kendis er Morten Grunwald, kendt som Benny fra Olsen-banden og magtfuld teatermand, der fortæller om en helt speciel oplevelse - hvor Morten måtte helt til Byernes By, for at bo på vandrerhjem.

Det er som Benny fra Olsen-banden og magtfuld teatermand vi kender Morten Grunwald. Undervejs i et livsforløb, der har bragt meget drama og mange rejser med sig, huskes et bestemt vandrerhjemsophold med særlig glæde.

Jeg har én gang i mit liv boet på vandrehjem

"Det var i Paris. Jeg var 20 år, på vej til Basel, hvor jeg en sommer skulle være scenearbejder på Rudolf Steiners GOETHEANUM i Dornach.

Jeg kørte ‘på stop' og ved den schweizisk/franske grænse, gik vejen til venstre til Basel/Dornach og den til højre til Paris.

Pludselig grebet af eventyrlyst, og fordi jeg var et par dage forud for min ‘Schedule', tænkte jeg: "Nu ka' du da lige nå at opleve Paris!" Og så tog jeg den til højre.

Vandrerhjemmet var den trygge havn
Ud på eftermiddagen fik jeg min belønning, da Eiffeltårnet dukkede op i kimingen. Inde i byen var jeg i en ophidset euforisk stemning; Pont Neuf og Notre Dame på Ile de la Cité, hvor den store komediedigter Moliére, som dreng havde løbet rundt.

Hvordan jeg fandt frem til vandrehjemmet husker jeg ikke, ej heller hvor det lå - det eneste billede i min erindring er en sovesal med rækker af køjer, i et rødgyldent aftensol-farveskær, og en sort afrikaner! (dem var der ikke mange af i Odense på det tidspunkt). Vandrerhjemmet føltes som en tryg havn i den fantastiske nye verden som åbnede sig," hedder det fra Morten, der i dag sammen med skuespiller Lily Weiding bebor samfundets solside på Skodsborg Strandvej.

Nonnens velsignelse
"Næste dag på vej ud af byen mod Basel, måtte jeg ind og opleve Notre Dame; det sug i maven glemmer jeg heller aldrig.

Ej heller hvordan jeg troede, at min tennistaske med mit beskedne habengut, var blevet stjålet! I min naivitet - og i troen på, at der på et så højtideligt og helligt sted, ville ingen kunne drømme om, at forgribe sig på mine få ejendele - havde jeg derfor diskret stillet den bag en kæmpe søjle.

Da jeg kom tilbage var den væk! OH RÆDSEL!

Selvom det kun drejede sig om et par underbukser og nogle T-shirts, var det sgu osse mit pas og mit dyrebare Minolta der var væk.

I min desperate søgen efter den formastelige, må jeg ha' vakt opmærksomhed, for pludselig mærkede jeg en beroligende hånd
på min arm, og jeg så ned på lille sortklædt nonne, der hviskende fortalte mig på gebrokkent tysk, at min taske stod ovre i kiosken ved
indgangen.

Og dernæst forklarede hun meget alvorligt og indtrængende, at jeg aldrig måtte stille ting fra mig på en måde, som kunne friste svage sjæle!

Brødebetynget og angergiven takkede jeg hende, men hendes beroligende hånd der blidt klappede min arm,
har jeg altid husket, som en næsten velsignelse jeg fik i Notre Dame."

Nye oplevelser

Mødet med Paris og Dornach har stimuleret Morten til mange rejser. Selv om film som "Slå først, Frede" og "Olsen Banden" ikke bragte ham meget længere væk end til tyskerbunkers langs Jyllands vestkyst, så tog han for alvor revanche, da han blev succesrig teaterdirektør for Betty Nansen Teatret og Østre Gasværk.

Med Lily Weiding drog han nu på pilgrimsfærd til de store scener på Broadway, i Berlin og i Londons West End. "Når vi kom til New York, boede vi altid på Hotel Algonquin på West 44th Street med udskårne egetræspaneler i teaterdistriktets hjerte. Harry, der ejede hotellets news stand blev min gode ven. Han vidste simpelthen alt om New Yorks teatre..."

Da vi konfronterer Morten med, at vandrerhjemmene, og da navnlig Danhostel, tilsvarende har gennemgået en rivende udvikling væk fra sovesalene til moderne værelser med eget bad, toilet og Internet, smiler han. Man mærker, at han brænder for sine idealer og på sin vis er komforten ham ligegyldig.

Hvem ved - måske kan du møde Morten Grundwald, næste gang du overnatter på et Danhostel.