Prisen gik til Hostel hunden Charlie på Danhostel Silkeborg.
MØD VORES VÆRTER – 5 Hanne Lund – Vært på Danhostel Sønderborg-Vollerup
I rækken af interviews med vores værter, omkring temaet ferie i Danmark, er vi nået til det sønderjyske, hvor vi skal møde Danhostels ældste vært, på Danmarks ældste Danhostel.
Navn: Hanne Lund
Vært på: Danhostel Sønderborg-Vollerup i Sønderborg
Antal år i Danhostel: 1 år på Løgumkloster vandrerhjem og 44 år på Danhostel Sønderborg-Vollerup, Danmarks ældste vært på Danmarks ældste Danhostel (vandrerhjem).
Hvor er du født og opvokset?
Født og gået i skole i Haderslev og boet både i Tyskland og England op igennem tresserne.
Hvor har du sidst holdt ferie i Danmark?
Vestkysten, dejligt fordi naturen er flad, rå og forreven, mod vores østkyst med frodige bøgeskove og kuperet terræn.
Hvor er dit yndlingssted at holde ferie i Danmark?
Det er svært at nævne et sted. De nye tiltag på de forskellige museer vil jeg gerne følge, storbyernes kulturliv.
Hvilket sted i Danmark vil du gerne besøge, som du ikke har været før?
For mig er Sydsjælland ukendt land. Det vil jeg gerne besøge.
Hvad er det bedste ved at holde ferie i Danmark?
At naturen og landskabet skifter, men også at vejret skifter. En storm eller en blid brise, en solskinsdag eller en regnvejrsdag, (men kun én regnvejrsdag af gangen.)
Hvad vil du sige til dem der normalt ikke holder ferie i Danmark?
Til turister fra Sydeuropa og USA, kom og oplev de lyse aftener. Til Japanere, kom og se vor stjernehimmel. Gæster fra Chicago, kom og oplev regnvejret. Til mine landsmænd kom og oplev naturen, historien i det dejlige Sønderjylland.
Hvad er det bedste ved at være vært på et Danhostel?
At møde mange utrolige glade og nysgerrige gæster, danskere som udlændinge. Med stor appetit på at se, høre og opleve. At børnefamilierne udfolder sig på vor legeplads eller minigolf. Eller oplever en marsvineunge, der fødes og straks er færdig udviklet og kan løbe rundt, straks den er tør eller sige godnat til bjørneungerne, der farer rundt i træerne.
Hvad vil du gerne fremhæve ved dit eget Danhostel, hvis du KUN må nævne en ting?
At det er Danmarks sjoveste Danhostel, hvor ingen keder sig.
Hvilket andet Danhostel vil du anbefale vores gæster at besøge?
Ingen, men alle, da alle er forskellige og unikke, både som sted og som det område de ligger i.