Derfor får Danhostels vandrerhjem 360-graders gennemsyn
Danhostel-kæden tager nu et stort skridt mod mere bæredygtig turisme og indfører ESG-rapporter på deres vandrerhjem. Initiativet giver hvert vandrerhjem et ’røntgenbillede’ af virksomheden. ”Vi fremtidssikrer vandrerhjemmene og er på forkant med gæsternes ønsker,” forklarer direktør Mads Stendorf.
Danhostel i Vejle er blandt de første vandrerhjem, der har fået udarbejdet ESG-rapporten, der kortlægger miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige aspekter for vandrerhjemmet.
Bag det lidt kryptiske navn ’ESG-rapport’ gemmer sig et 360-graders gennemsyn af vandrerhjemmet, hvor alt fra elforbrug til madspild er kortlagt. Men også hvordan vandrerhjemmet fx arbejder med at være en inkluderende arbejdsplads, og hvordan vandrerhjemmet håndterer feedback fra gæster, er med i rapporten.
Rapporten indeholder også en tidslinje, der viser, hvad vandrerhjemmet allerede har indført af miljøtiltag, og hvad man har i støbeskeen. Fx viser rapporten for Danhostel Vejle, at man i 2022 installerede toiletter med lavt skyl, og at man i 2025 vil arbejde med miljøcertificeringen Green Key.
På den måde fungerer rapporten som et vigtigt styringsredskab for vært og forpagter Charlotte Andersen, når hun skal prioritere arbejdet med mere bæredygtig drift.
”Det var virkelig en øjenåbner at se, hvor mange bæredygtige tiltag vi allerede har implementeret, uden at vi egentlig har tænkt over det som en samlet indsats,” siger Charlotte Andersen.
Gevinst for gæsterne
Selv om en ESG-rapport måske kan lyde som tidskrævende skrivebordsarbejde, er Charlotte Andersen ikke i tvivl om, at arbejdet med at lave kortlægningen er en stor gevinst for både vandrerhjemmet og gæsterne.
”For os giver rapporten overblik og retning i vores bæredygtighedsarbejde, mens den for gæsterne skaber gennemsigtighed og tryghed i forhold til vores miljømæssige og sociale ansvar. Det er en gevinst for begge parter og en vigtig del af vores fremtidige strategi,” siger hun.
Samfundskrav
Danhostels ESG-rapporter er udarbejdet i samarbejde med rådgivnings- og revisionshuset BDO. Her forklarer ESG-director Mette Toftegaard Rasmussen, at initiativet med rapporterne er særligt vigtigt, på grund af øgede krav og forventninger fra det omkringliggende samfund:
”Stadig flere af vandrerhjemmenes kunder – lige fra private gæster til virksomheder og offentlige myndigheder – stiller skrappere krav om, at du som leverandør kan dokumentere dit ressourceforbrug,” siger hun.
”Med ESG-rapporten i hånden skaber vandrerhjemmet netop et overblik over deres påvirkninger og ressourceforbrug, som de bagefter kan kommunikere til gæsterne, og ikke mindst vise, at de arbejder aktivt med det,” forklarer Mette Toftegaard Rasmussen.
”Og samtidig er rapporten et udgangspunkt for, hvordan man så vil arbejde videre med fx at nedsætte el- og vandforbrug eller madspild. Men også hvordan du arbejder med de sociale aspekter af virksomheden, og hvordan du har fokus på din ledelse og på at skabe trivsel. Det er faktorer, der i disse år bliver endnu mere vigtige i turismebranchen, hvor det gælder om at tage ansvar for sit ressourceforbrug - og ikke mindst passe på den vigtige ressource, som dine medarbejdere udgør” siger Mette Toftegaard Rasmussen.
ESG-rapport er en fremtidssikring
For Mads Stendorf, direktør i Danhostel, er ESG-rapporterne et vigtigt led i den strategiske indsats for at fremtidssikre den landsdækkende kæde:
”Vi har indført ESG-rapporterne for at sikre, at der også er fokus på de grønne tiltag hos os.”
”Det handler på den ene side om, at vi gerne vil skære ned på udgifter som el og varme og sikre mere bæredygtig drift. Men vi oplever også et stigende pres fra vores kunder – lige fra lejrskoler, sportsgrupper og erhvervslivet – om, at vi kan dokumentere, hvad det koster på CO2-regnskabet, hvis du booker et ophold hos Danhostel.”
Danhostel har i 2025 alle deres kursushold for ESG-regnskab fuldt besat. Der bliver ligeledes udbudt forløb i 2026 og 2027.
---
Kontakt for yderligere oplysninger:
Charlotte Andersen, vært og forpagter, Danhostel Vejle, tlf. 7582 5188
Mette Toftegaard Rasmussen, director, BDO, tlf. 4093 4220
Mads Stendorf, direktør, Danhostel, tlf. 2261 8201
Vedhæftet ESG-rapport fra Danhostel Vejle
Vedhæftes foto af Charlotte Andersen, Mette Toftegaard Rasmussen og Mads Stendorf
Faktaboks
Hvad er en ESG-rapport?
En ESG-rapport viser, hvordan en virksomhed arbejder med bæredygtighed og ansvarlig forretning. Den dækker tre hovedområder:
- Miljø (E): Hvordan virksomheden påvirker klimaet og naturen (CO2-udledning, energi, vand, affald).
- Socialt ansvar (S): Hvordan den behandler sine medarbejdere og samfundet (arbejdsvilkår, trivsel, diversitet).
- Ledelse (G): Hvordan den styres og træffer beslutninger (etik, transparens, anti-korruption).
Om Danhostel:
Billig overnatning med sjæl: Hos Danhostel tilbyder vi gode faciliteter, hjælpsomme og servicemindede værter, hyggelig atmosfære og ikke mindst en god nats søvn – alt sammen til rimelige priser. Danhostels hostels ligger centralt placeret i hele Danmark, og vi har konstant fokus på at vedligeholde og udvikle vandrerhjemmene, så de fremstår indbydende og tidssvarende.
Foto: Direktør i Danhostel Mads Stendorf, Vært Danhostel Vejle Charlotte Andersen, Danhostels forperson Helle Berthold Rosenberg
Flere pressemeddelelser