Vitskøl Kloster i Himmerland bliver medlem af Danhostel
Den 15. juni 2018 bliver Vitskøl Kloster officielt medlem af Danhostel. Det historiske kloster blev grundlagt i 1158 og er i dag et af Europas ældste og bedst bevarede klosteranlæg. Klostret ligger en times kørsel sydvest for Aalborg. Stedet er en del af TAMU, som er en selvejende institution, der tilbyder arbejdsmarkedsuddannelser til unge mellem 18 og 30 år med sociale og personlige udfordringer. Som en del af uddannelsen er de unge en aktiv del af den daglige drift af klostret. Med medlemskabet af Danhostel er ambitionen og ønsket at udvikle stedet yderligere med fokus på særligt møde- og konferencegæster, lejrskoler samt turister fra ind- og udland. Vitskøl Kloster kommer til hedde; Danhostel Vitskøl Kloster. Med det nye medlem har Danhostel nu 65 medlemmer.
Værdierne passer godt sammen
TAMU uddannelsessystemet har seks centre fordelt over hele Danmark. Hver af centrene har forskellige uddannelser, men fælles for dem alle, er visionen om at tilbyde uddannelser til udfordrede unge mellem 18 og 30 år, der skal sikre, at de unge kommer i gang på arbejdsmarkedet. På Vitskøl Kloster tilbyder man i dag uddannelser indenfor bygningsservice, gartneri, jordbrug, kantine og rengøring, og man har planer om at udvide med endnu en uddannelse indenfor turisme og service. Og det er netop en af årsagerne til, at man har valgt at blive medlem af Danhostel kæden. Danhostels værdier om det gode og nærværende værtskab og den professionelle service passer rigtigt godt ind i de planer, man har for den nye uddannelse hos TAMU. Espen Petterson, driftschef TAMU forklarer:
- Vores elever tager i dag aktivt del i den daglige drift af Vitskøl Kloster og får dermed indsigt og uddannelse indenfor bl.a. områderne gartneri, jordbrug, kantine og rengøring. Men vores ambition er, at vi i fremtiden også kan tilbyde dem en uddannelse indenfor turisme og service. Denne uddannelse er vi i gang med at udvikle. Med vores medlemskab af Danhostel, er vi overbeviste om, at vi vil få både inspiration og god sparring i det gode og personlige værtskab, som netop er kendetegnende i Danhostel kulturen, og som vi ønsker skal være en del af fundamentet i den nye uddannelse. I de kommende år har vi desuden planer om at udnytte skoven og naturen omkring klostret i langt højere grad. Vi kommer bl.a. til at bygge shelters, hvor man kan overnatte, hvilket skal være med til at tiltrække flere lejrskoler og turister. Klostrets historiske og helt enestående rammer er også velegnet til at danne ramme om møder, konferencer og events, et område, som vi også ønsker at udvikle sammen med Danhostel. Vi ser meget frem til vores medlemskab af Danhostel og er overbeviste om, at det vil bidrage positivt til udviklingen af både Vitskøl Kloster og af TAMU uddannelserne.
Nyt medlem af Danhostel bidrager med arbejdskraft til branchen
Udover at være et godt tilskud til Danhostel og kædens mange gæster vil Vitskøl Kloster med TAMU uddannelsen også være med til at bidrage positivt med at tilføre hotel- og restaurantbranchen ny arbejdskraft. Ole Andersen, direktør hos Danhostel udtaler:
- Med sin helt unikke og spændende historie er Vitskøl Kloster et virkelig godt og positivt tilskud til Danhostels mange forskelligartede steder. Klostret har derudover en fantastisk beliggenhed i det smukke Himmerland og vil være med til, at Danhostel nu kan tilbyde vores gæster endnu et attraktivt overnatningssted i denne del af Danmark. At stedet samtidig med drives i TAMU regi, synes jeg er yderst interessant. Vi mangler i høj grad fagligt kvalificeret arbejdskraft i branchen i dag, og behovet og efterspørgslen bliver ikke mindre i de kommende år grundet den store vækst i antallet af nye hoteller og restauranter. Jeg ser derfor Vitskøl Kloster og TAMU uddannelsen som værende en af de nye spillere, der kan være med til at bidrage positivt til at uddanne ny arbejdskraft til branchen. Jeg ser meget frem til samarbejdet med Vitskøl Kloster og byder dem varmt velkommen i Danhostel.
For yderligere oplysninger og information kontakt:
Espen Petterson, driftschef TAMU, tlf. 22 10 02 74 eller e-mail: espen.petterson@tamu.dk
Ole Andersen, direktør, Danhostel, tlf. 21 79 64 00 eller e-mail: ole@danhostel.dk
Læs mere om Danhostel Vitskøl Kloster her.
Læs mere om TAMU på www.tamu.dk
Fakta Danhostel Vitskøl Kloster
- Vitskøl Kloster er en del af de 65 hostels, der er tilknyttet Danhostel-kæden (2018)
- 19 værelser med plads til 30 overnattende gæster
- Konference- og mødefaciliteter med plads op til 100 personer i den smukke Kirkesal og 60 personer til møde og konference i Riddersalen
- 5 grupperum i historiske lokaler
- Pejsestue
- Gartneri
- 850 år gammel klosterhave, hvor der dyrkes krydder- og lægeurter
- I alt har man 5 forskellige haver på Vitskøl Kloster: Sct. Gallenhaven, Apotekerhaven, Krydderurtehave, Dufthaven og Snapseurtehaven.
- Gode udendørs faciliteter med masser af muligheder for boldspil, lege, mv.
- Gratis parkering
- Trådløst internet
Vitskøl Kloster og TAMU uddannelsen
På Vitskøl Kloster, som er en del af uddannelsessystemet TAMU, kan unge som ikke er en del at det etablerede arbejdsmarked få praktisk uddannelse og arbejdstræning. De unge undervises af dygtige faglærere, som er med til at sikre et højt fagligt niveau.
De unge er med til at vedligeholde klosteret, drive gartneriet og klosterhaven. De dyrker jordene og skoven omkring klosteret, vedligeholder bygninger, passer dyr og laver mad og servicerer stedets gæster.
TAMU uddannelserne
TAMU uddannelserne består af seks centre beliggende i byerne: København (Amager) Vordingborg, Århus, Aalborg, Odense og Vitskøl. Eleverne tilbydes bolig under uddannelsen, som typisk varer 1 år.
TAMU er en arbejdsmarkedsuddannelse baseret på reelle produktions- og serviceydelser. Uddannelsen henvender sig til unge mellem 18 og 30 år med personlige og sociale vanskeligheder og det ikke er lykkedes at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Når uddannelsen er gennemført, er eleverne parate til et job på arbejdsmarkedet.
TAMU’s vision: ”TAMU laver uddannelse for at skabe et samfund, hvor sociale og personlige udfordringer ikke behøver at begrænse folks muligheder for at opnå arbejde. Derfor vil vi have ”alle i arbejde”.
TAMU’s mission: ”TAMU udbyder arbejdsmarkedsuddannelser baseret på reelle produktions- og serviceydelser. Målgruppen er unge mellem 18 og 30 år, der på grund af personlige og sociale udfordringer ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis de unge gennemfører TAMU, skal de også være garanteret et job”.
Om Danhostel:
- 65 hostels er tilknyttet Danhostel-kæden (2018)
- De forskellige Danhostels ligger placeret i hele Danmark i de største byer og tæt på vand, skov og strand
- På alle Danhostels kan man bestille morgenmad eller vælge at lave den selv
- Alle Danhostels har enten en vært, et værtspar eller en hel værtsfamilie, hvilket gør opholdet meget personligt og hjemligt
- 30 ud af de 65 Danhostels er certificeret til konferencebrug og tilbyder topmoderne møde- og konferencefaciliteter, med bl.a. moderne AV-udstyr samt professionel og personlig service
- De forskellige Danhostels varierer meget i stil og udtryk, og er lige velegnede til den store og aktive børnefamilie, til par på oplevelsesferie eller til sports- og skolegrupper
- På de fleste Danhostels er der fri Wi-Fi og fri parkering
Flere pressemeddelelser